Menu

torsdag 10. september kl 16.00 - søndag 08. november kl 16.00

Fotoudstilling - Det moderne i det fjerne 

‘Det moderne i det fjerne’ er titlen på en ny fotoudstilling, der er skabt af den 33-årige dansk/grønlandske fotograf Chris Christophersen - en fotoudstilling der med sit mål, vil være med til at fremhæve et moderne samfund i den yderste del af Rigsfællesskabet.

På den kommende fotoudstilling, der vil bestå af en række portrætter, møder man blandt andre Sermersooqs 32-årige borgmester Charlotte Ludvigsen, livstilscoachen Laali Berthelsen og iværksætteren bag Sassuma Sea Salt, Napaartoq Petrussen, der til dagligt producerer havsalt med overskudsvarmen fra forbrændingsanlægget i Nuuk.

“Med fotoudstillingen ‘Det moderne i det fjerne’ håber jeg ikke kun på at kunne præsentere et moderne Grønland - men også at kunne inspirere andre unge til at følge deres fremtidsdrømme...” udtaler Chris Christophersen, der fra barnsben har haft et tæt knyttet forhold til Grønland, gennem sin familie fra Maniitsoq.

Om fotografen 

Til dagligt driver Chris Christophersen firmaet Royal Press Photo i København, hvor han fotograferer kongefamilien. Tilbage i 2011 afholdte han sin første fotoudstilling ‘Grønlands Ansigt’ - en vandrende fotoudstilling, hvor han med sine fotografier fra henholdsvis Nord, Vest, Syd og Østgrønland, forsøger at præsentere et ærligt og u-poleret portræt af Grønland. Chris Christophersen har også tidligere udstillet i Nordatlantisk Hus. 

Fotoudstillingen ’Det moderne i det fjerne’ kan ses i perioden fra den 10. september til den 08. november 2020 på 2. sal i Nordatlantisk Hus. Den kan ses alle hverdage i administrationens åbningstid (mandag - onsdag kl. 09.00 - 16.00, torsdag 09.00 - 18.00 og fredag 09.00 - 14.00). 

Udstillingen åbner 10. september kl. 16.00 på 2. sal

Fri entré