Menu

onsdag 06. april kl 19.00 - kl 21.00

Foredrag med forfatter Einar Már Guðmundsson og oversætter Erik Skyum-Nielsen

 

Billetpris: 60 kr. køb din billet HER


Forfatter Einar Már Guðmundsson udgav i efteråret 2021 bogen Skáldleg afbrotafræði, som har fået den danske titel Islandske forbrydere. Bogen er blevet vel modtaget af både islandske og danske læsere, og skriver sig ind i Einar Márs populære forfatterskab der emmer af originalitet og humor.

Einar Már vil fortælle os om bogen, om tilblivelsen og ikke mindst om sit samarbejde med sin oversætter Erik Skyum-Nielsen.

Og herfra vil Erik Skyum-Nielsen tage ordet og gøre os klogere på, hvilke udfordringer han, som oversætter, bliver stillet overfor når han både skal agere forfatteres ambassadør, og de danske læseres vært. Lektor og oversætter Erik Skyum-Nielsen har i en lang årrække oversat utrolig meget moderne islandsk litteratur. Han vil fortælle os om de overvejelser og benspænd der kan opstå, i forsøget på at beskrive det islandske sprogs egenart.


Einar Már Guðmundsson er en af Islands største nulevende forfattere. Han har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris, Karen Blixen-medaljen og Det svenske akademis Nordiske Pris. Einar Már har udgivet 20 værker – romaner, noveller, digte og essays.

I bogen Islandske forbrydere fortæller Einar Már Guðmundsson, om det 19. århundredes store islandske forbrydere. Med en forkærlighed for skæve eksistenser, beretter han blandt andet om Sigga Søstærk, der bliver sømand og trodser forbud mod at iklæde sig den mandlige matrosuniform. Og om Sigfús Georgsson, der stjal fra de rige og gav til de fattige, for så senere at blive henrettet på skafottet på Amager Fælled. 

Historiske personligheder flettes ind i et fiktivt univers, og Einar Már Guðmundsson tager i bogen tråde op fra sine romaner Islandske konger og Hundedage

 

Der vil være mulighed for at stille spørgsmål efter foredragene.