Menu

lørdag 27. september kl 16.00 - kl 17.00

Sigurdís Trio • De historier vi bærer med os

Koncerten er gratis

Sigurdís Trio, bestående af Sigurdís på klaver og vokal, bassist Mariusz Praśniewski og trommeslager Péter Horváth, udforsker hvordan de historier vi bærer med os kan oversættes til en musikalsk oplevelse, som skaber en forbundethed mellem musikerne og publikum.

Musikken foldes ud i et nordisk intimt lydunivers, hvor Sigurdís’ kompositioner er inspireret af den storslåede og kontrastfulde natur i hendes hjemland, Island. Trioen arbejder også med digte og sange skrevet af Sigurdís’ farfars bror, Jónas Tryggvason, hvor fortid og nutid flettes sammen i en eftertænksom koncertoplevelse.


Sigurdís er komponist, pianist og vokalist. Hun er født og opvokset med bjerge i baghaven i Nordisland. Siden 2017 har hun været bosat i Danmark, hvor hun i 2023 afsluttede sin kandidatgrad i jazzklaver og komposition med topkarakter fra Syddansk Musikkonservatorium i Odense. Sigurdís' primære mentor har været Juno Award-vinderen, pianisten og komponisten David Braid.

Sigurdís har komponeret og arrangeret musik for bl.a. Reykjavík Big band og Winnipeg Jazz Orchestra.
I november 2023 var hun finalist i Nordic Composer Contest, arrangeret af Odense Jazz Orchestra.